23. sep. 2014
Af af Sarah Haagerup, Royalista

Trøstende kys til prins Carl Philip efter nederlag

Sofia Hellqvist og prins Carl Philip.
Sofia Hellqvist og prins Carl Philip.
Foto: Scanpix
Det var ikke prins Carl Philips heldigste dag på racerbanen Mantorp Park.

Hvis prins Carl Philip så lidt misfornøjet ud på racerbanen denne weekend, var det med god grund. For finalen i Scandinavian Touring Car Championships (STCC) på Mantorp Park racerbanen i Sverige gik ikke, som han havde håbet. Prinsen endte på en 13. plads.

Heldigvis stod hans forlovede, Sofia Hellqvist, klar i pitten sammen med parrets søde border terrier Siri, og da prins Carl Philip nedtrykt gik hen imod sin kommende kone, gav hun ham et kæmpe knus og et kærligt kys.

Ligesom sidste gang vi så Sofia i pitten, var hun i et casual outfit, denne gang et par skinny, stonewashed jeans, en støvet grøn trøje og en lang, cremefarvet cardigan.

Sofias mor, Marie Hellqvist, hendes far, Erik Hellqvist, hendes storesøster Lina og prins Carl Philips far, kong Carl Gustaf, ventede allesammen i pitten, og kongen hilste hjerteligt på sin kommende svigerdatter.

Prins Carl Philip har været forfulgt af uheld på racerbanen på det seneste. Mens han trænede til STCC-løbet var han involveret i et mindre uheld, og ved STCC-finalen kørte han af banen i det første heat og måtte udgå.

Men som man siger — uheld i spil, held i kærlighed.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Royalista.com (link fjernet)

Læs mere om: