
Var ikke meldt ud på forhånd: Glædelig overraskelse fra prinsesse Estelle

Det svenske kongehus havde helt op til begivenhedens start holdt kortene tæt ind til kroppen.
Af kongehusets kalender har det længe fremgået, at prins Daniel ville deltage i indvielsen af Monika Sosnowskas skulptur i Prinsesse Estelles skulpturpark, der ligger ved Kungliga Djurgården i Stockholm.

Det store spørgsmål var så bare, om prinsesse Estelle også ville dukke op, da det nu engang er hendes skulpturpark, der er tale om.
Og glæden var stor, da ikke kun prinsesse Estelle, men også kronprinsesse Victoria sammen med prins Daniel dukkede op til indvielsen af skulpturen "Museum".

Mor og datter lyste op i hvidt i Kungliga Djurgårdens grønne omgivelser, og ifølge Svensk Damtidning var humøret hos den 13-årige prinsesse højt:
– Estelle var i fantastisk humør og smilede og grinede hele tiden, fortæller det svenske medie om hendes uventede optræden.
Der er nu i alt seks skulpturer i Prinsesse Estelles skulpturpark, som er del af Prinsesse Estelles kulturstiftelse.
