Victoria efter Ari Behns død: Vores tanker går til hans døtre
Sveriges kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, sætter nu ord på norske Ari Behns død.
"Det er med stor sorg, vi har modtaget beskeden om Ari Behns bortgang. Vi vil mindes Ari som det varme, hjertelige og spirituelle menneske, han var. Det var et privilegium at lære Ari at kende. Vores tanker går til hans døtre og familie". Sådan lyder kronprinsesseparets ord i en udtalelse.
1. juledag meddelte Ari Behns manager og talsmand for familien Geir Håkonsund, at Ari Behn havde taget sit eget liv. Han blev 47 år.
Ari Behn blev i 2002 gift med den norske prinsesse Märtha Louise med hvem han fik tre døtre, Maud Angelica, 16, Leah Isadora, 14 og Emma Thallulah, 11. Parret blev skilt i 2017 og delte efter skilsmissen forældreskabet mellem sig.