11. mar. 2021
Af Marianne Singer

Victoria og Daniel er ikke de eneste: Så mange kongelige har haft corona

Prins Charles, prins Christian og prinsesse Sofia og prins Carl Philip. 
Prins Charles, prins Christian og prinsesse Sofia og prins Carl Philip.
Foto: Martin Høien og MEGA
Det svenske kronprinsessepar er langt fra de eneste kongelige, der er blevet smittet med coronavirus.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er langt fra de første kongelige, der er blevet smittet med coronavirus.

Som en af de første kongelige blev prins Charles testet positiv for coronavirus i marts sidste år, hvorefter han gik i isolation i syv dage i sin skotske residens Birkhall i Aberdeenshire.

Heldigvis havde han kun milde symptomer, men mistede sin smags- og lugtesans, mens han var syg.

Fyrst Albert smittet

Forinden var også fyrst Albert af Monaco blevet smittet med virussen.

Han har tidligere fortalt til People Magazine, hvor mærket af sygdommen han var i flere måneder efter med sporadisk træthed.

Også hans datter, Jazmin Grimaldi, har været smittet.

Holdt det hemmeligt

Prins William skulle efter sigende have været testet positiv i april, men valgte, ifølge britiske medier, at holde det hemmeligt for ikke at skabe panik hos folk.

Derudover har prinsesse Michael af Kent, der er gift med dronning Elizabeths fætter, fortalt, at hun har været syg med coronavirus.

Belgisk kongefamilie ramt

I den belgiske kongefamilie var prinsesse Claire ramt af virussen i marts sidste år, hvilket vakte stor bekymring hos hendes mand, prins Laurent, fordi hun i forvejen kæmper med et svækket immunforsvar.

Også den svenske kongefamilie har før været påvirket af coronavirus, idet kongehuset den 26. november meddelte, at prins Carl Philip og prinsesse Sofia var blevet testet positive.

Smitte i det danske kongehus

Kort før jul, den 7. december, udsendte det danske kongehus en pressemeddelelse om, at kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste søn, prins Christian, 15. var blevet smittet med Covid-19.

Heldigvis smittede han ingen andre i familien.

Læs mere om: