Victorias kæreste splitter det svenske hof
Det svenske folk venter i spænding på, hvornår kong Carl Gustaf giver grønt lys for et bryllup mellem kronprinsesse Victoria og hendes kæreste Daniel Westling. Nu beretter Sveriges kongelige ugeblad Svensk Damtidning, at årsagen til kongens tøven meget vel kan være en fløjkrig ved hoffet - for eller imod Daniel Westling.
Adskillige ansatte ved det svenske hof medvirker i artiklen, der slår fast, at der er en dårlig stemning på slottet mellem tilhængere og modtandere af et bryllup mellem Victoria og Daniel.
- Jo mere det kongelige blod fortyndes og blodmystikken svækkes, desto hurtigere indhentes familien af tiden, hvor politikerne i den svenske rigsdag kan presse en reform frem, så landets overhovede vælges af folket, siger en Daniel-modstander ved hoffet til ugebladet.
- Vi lever ikke i 1800-tallet længere, lyder det tørre svar fra en tilhænger af et bryllup mellem de to.