VIDEO: Spændt prinsesse Estelle startede i børnehave
Hånd i hånd ankom en storsmilende kronprinsessefamilie til den integrerede institution Äventyret, en såkaldt förskola, i Djursholm, hvor prinsesse Estelle havde sin første børnehavedag.
Omkring 40 pressefolk var mødt op, da det svenske hof inviterede til den korte presseseance foran børnehaven, der har base i en hyggelig, gulpudset villa.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniels to-årige datter har tidligere vist, at hun ikke lader sig påvirke af den megen postyr omkring hende, og også denne mandag formiddag tog den lille prinsesse den store interesse med ophøjet ro.
I modsætning til Victoriadagen, hvor Estelle hoppede rundt med fuld fart på, var hun dog lidt mere stille denne morgen med et forsigtigt smil på læben.
Fokus på udendørs aktiviteter
Mor og far var som altid omsorgsfulde overfor deres lille pus og holdt sig tæt til hende i de cirka tre minutter, som kronprinsessefamilien stillede op foran daginstitutionen, inden de gik indenfor for at udforske Estelles nye, daglige base.
Prinsesse Estelle kan her se frem til masser af frisk luft og udendørs leg i daginstitutionen, der lægger vægt på at give børnene et nærgående kendskab til naturen og prioriterer udendørsaktiviteter højt.
Kronprinsesseparret, der selv er kendt for at være aktive friluftsmennesker, skal fremover ikke bare give deres datter, der fylder tre år til februar, madpakke og rygsæk med, men også varmt og praktisk tøj.
Ifølge hoffets informationschef MargaretaThorgren kender kronprinsesse Victoria og prins Daniel i forvejen til stedet, da de har venner med børn i netop denne børnehave, og derfor vil Estelle komme til at møde både nye og gamle kammerater.
Deltager ligesom andre forældre
Hun fortæller endvidere, at parret kommer til at deltage i børnehavens aktiviteter på lige fod med andre forældre.
Äventyret, der blev grundlagt i 1992, byder, ifølge deres hjemmeside, på et kønsneutralt miljø, små børnegrupper og uddannede pædagoger. Den har også Grön flag- certificering, hvilket betyder, at man arbejder aktivt med bæredygtig udvikling. Det er gennem leg, at barnet skal inspireres til at få interesse i dyr og natur.
Stedet ligger dejligt i naturskønne omgivelser tæt på blandt andet Altorpskoven og Germaniavigen, der byder på masser af eventyrlige oplevelser for den livlige, lille prinsesse Estelle.