29. mar. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk og Louise Møller

Livsstil: Danskerne har ikke forstået Twitter

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/danskerneforstarikketwitter.jpg
Arkivfoto: AOP
Vi tror Twitter er det samme som Facebook, og det er en fejl, siger ekspert

Det er ganske klart, hvilke tjenester danskerne foretrækker, når det kommer til sociale medier. Facebook har i dag næsten 3.000.000 danske brugere, og det er faktisk kvinderne, der bruger mest tid på det sociale site.

- Facebook er helt klart mest populært hos danskerne. Facebook er rigtig god til forny sig og lave ændringer. Det kan godt være, at brugerne bliver irriterede over, at der f.eks. indføres en ny timeline, men det er samtidig med til at gøre Facebook spændende igen. Vi mister tilsyneladende ikke interessen, forklarer Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier.

Han siger også, at Facebook er en slags hovedstrøm i Danmark, og alle de små understrømme, der kommer til, ikke rigtig får en chance.

- Vores andedam her i Danmark er simpelthen for lille. Ligustertrygheden gør, at der ikke er helt plads nok til eksempelvis Google+, siger Thomas Bigum.

Når man ser på Twitter, var der i december 2011 omkring 55.000 danske brugere. Det lille antal kan måske skyldes, at vi danskere simpelthen ikke forstår, hvad Twitter egentlig skal bruges til.

- På Facebook kobler man sig sammen med sine venner. Men på Twitter er der jo tale om et interesseværksted. Du følger dem, du interesserer dig for eller deler interesse med. Men det har vi danskere nok ikke rigtig forstået, påpeger Thomas Bigum.

Han forklarer, at de helt unge, danske teenagere faktisk er nogle af dem, der bruger Twitter, som det skal bruges.

- De går ind og søger efter det, de interesserer sig for. Det er Justin Bieber, Babou og X Factor, og det er lige præcis rigtigt at søge efter sine interesser og finde venner den vej, siger Thomas Bigum.

Twitter vil vokse

Selvom der ikke er mange danskere på Twitter i forhold til Facebook, tror Thomas Bigum på, at Twitter vil vokse rigtig meget i de næste år.

Ifølge overskrift.dk, der overvåger danske, sociale medier, voksede Twitter da også fra 28.000 brugere i 2010 til 55.000 i december 2011.

- Facebook vil nok stadig vokse, og jeg tror på, at siden over de næste par år godt kan nå 3,5 mio. danske brugere. For vi vægter det sociale højt i vores liv. Vi er jo bare mennesker. Men jeg tror også, at langt flere vil komme på Twitter, siger Thomas Bigum, der ihærdigt forsøger at fortælle danskerne om, hvad Twitter egentlig er.

Sådan kommer du i gang med Twitter:

  • Trin 1 - Opret konto, find folk med samme interesser som dig ( tryk follow til 50-100 andre)
  • Trin 2 - Tving dig selv til at åbne Twitter en gang om dagen i syv dage
  • Trin 3 - Sorter dem fra, der ikke giver dig værdi, find nogle nye og begynd at deltage i samtaler under andres tweets

Kilde: Thomasbigum.dk

Læs mere om: