3. mar. 2012
Af af Thomas Andres/Newsdesk og Louise Møller

Livsstil: Forskere afliver myten om morgenmaden

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/morgenmadikkesaavigtig.jpg
Arkivfoto: AOP
Myten om at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen bliver punkteret af tyske forskere

Det er tilsyneladende en myte, at store portioner morgenmad fører til indtagelse af færre kalorier i løbet af resten af dagen.

Det konkluderer tyske forskere i en undersøgelse, som er publiceret i tidsskriftet Nutrition Journal.

Sundhedsmyndigheder i flere lande og diabetikerforeninger anbefaler ofte et stort og sundt morgenmåltid for at opnå en afbalanceret diæt.

Og at starte dagen med et godt måltid er ofte blevet sammenkædet med muligheder for vægttab på længere sigt.

Eksperter fra Universitetet i München mener imidlertid noget andet.

De overvågede 400 forsøgspersoner, som skrev dagbøger om deres indtagelse af mad. Nogle indtog store morgenmåltider - andre små. Og nogle sprang endda helt måltidet over.

Personer, der konsumerede ca. 400 kalorier ekstra om morgenen, fortærede generelt 400 kalorier ekstra på en hel dag.

- Resultatet af undersøgelsen viser, at folk spiser det samme til frokost og aftensmad, uanset hvad de får til morgenmad, siger Volker Schusdziarra, som står i spidsen for undersøgelsen.

Vigtigt måltid

De fleste eksperter er dog fortsat enige om, at morgenmaden spiller en stor rolle for menneskers sundhedstilstand.

- Det er bevist, at mennesker, som spiser morgenmad, har mere afbalancerede diæter end dem, som springer måltidet over. Og de er mindre tilbøjelige til at blive overvægtige. De taber sig mere succesfuldt og reducerer risikoen for diverse sygdomme, siger Sian Porter, som er talsmand for Storbritanniens største diabetikerorganisation til BBC News.

Og det er tilsyneladende ikke mængden alene, der afgør sundhedstilstanden, anfører organisationen.

- Manglende morgenmad kan føre til indtagelse af usunde snacks i løbet af dagen, og det får man ikke nødvendigvis rettet op på, som dagen skrider frem, hvis man dropper morgenmaden, siger Sian Porter.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Alive