Livsstil: Højtuddannede har bedre styr på blodtrykket
Det har åbenbart en effekt på blodtrykket, om du er veluddannet og velstillet.
Det viser en ny dansk undersøgelse, som Hjerteforeningen står bag.
Man ved fra tidligere forskning, at veluddannede og velstillede mennesker sjældnere rammes af hjertekarsygdomme, og den nye undersøgelse viser, at samme gruppe mennesker også har bedre styr på blodtrykket.
- En høj uddannelse giver formodentlig en større viden om sygdom generelt og en anden forståelse og prioritering af, hvor vigtigt det er at blive behandlet og få blodtrykket løbende kontrolleret. Samtidig er der blandt de højtuddannede færre rygere, flere der dyrker motion og flere, der er opmærksomme på at spise fedtfattigt, hvilket alt sammen har betydning for blodtrykket, siger Maja Skov Paulsen, som er læge og ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet til Hjerteforeningen.dk.
I undersøgelsen blev omkring 5.000 patienter med for højt blodtryk undersøgt hos 184 praktiserende læger i hele landet. Patienterne havde alle lige muligheder for at gå til lægen.
Alligevel viste studiet, at de personer, der har gået i skole i mindre end 10 år, har sværere ved at holde styr på blodtrykket end dem, der har gået 10-12 år i skole.
Det havde dog også en betydning for ældre over 65 år, om de var i et forhold eller ej.
Det har nemlig en betydning, at man har en partner eller god ven til at holde øje med blodtrykket og holde fast på sunde livsstilsændringer såsom rygestop, motion og sundere kost, forklarer Maja Skov Paulsen.
Undersøgelsen har netop været offentliggjort i tidsskriftet Family Practice.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Alive