1. sep. 2013
Af af Mad & Bolig, Aller Media

Livsstil - Skaldyrsæsonen er over os

https://imgix.billedbladet.dk/storage_1/media/livsstil1_2.jpg
Foto: AOP
Er du vild med skaldyr, kan du glæde dig over, at vi nu går en herlig skaldyrssæson i møde. Slå et smut om havnen, køb ind fra kutteren, og invitér venner og familie på en eksklusiv og sund middag med alt godt fra havet.

De er eksklusive og sunde, og der findes ikke noget lækrere end friskfangede, saftige skaldyr – og heldigvis har vi i Norden nogle af de bedste af slagsen, forklarer kokken Trine Hahnemann til Madogbolig.dk.

Sæsonen for de eksklusive danske østers, de saftige blåmuslinger og de smagfulde nordsørejer begynder omkring september. Vi går altså en dejlig tid i møde, hvor skaldyr smager bedre end på noget andet tidspunkt af året, forklarer kokken.

Køb lokalt og vær sikker på kvalitet

Det gælder om at benytte dig af, at du i efteråret kan få skaldyr af den højeste kvalitet og glemme alt om at købe frosne skaldyr et par måneder frem. På den måde sikrer du dig også, at du får lokale råvarer, som er fanget under ordentlige forhold. Find de friske skaldyr på havnen, hos fiskehandleren eller på restauranter, råder hun.

Trine Hahnemann anbefaler desuden, at du anskaffer dig godt grej, hvis du for eksempel skal tilberede hummere eller østers, som kan være vanskelig at få has på uden det rette udstyr.

Lav en lækker skaldyrsmiddag

Der er et hav af måder at tilberede sine skaldyr på - her foreslår Trine Hahnemann, at du giver skaldyrsmiddagen et eksotisk twist med masser af chili, ingefær og citron.

Trine Hahnemanns asiatiske rejesalat

6 personer

  • 1 kg friske rejer (ca. 500 g pillede rejer)
  • ½ blomkål
  • ½ spidskål
  • 100 g bælgede ærter
  • 1 stor håndfuld brøndkarse

Dressing

  • 1 spsk friskrevet ingefær
  • 1 tsk finthakket rød chili
  • Saft af 1 lime
  • 1 tsk flydende honning
  • 2 spsk vindruekerneolie
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

Kog rejerne i letsaltet vand i 5 min., tag dem op af vandet, og køl dem ned. Pil dem, så snart de er kolde. Skær blomkålen i tynde skiver, og snit spidskålen fint. Vend de to slags kål sammen med rejer og ærter. Pisk alle ingredienser til dressingen sammen, og vend den i salaten sammen med brøndkarse. Smag til med salt og peber og eventuelt lidt mere limesaft, hvis salaten ikke er syrlig nok.

LÆS OGSÅ:

Læs mere om: