14. okt. 2017
Af Juliane Olsen

Vidunderbørn vender tilbage

Rune med vindertrofæet efter første sæson af "Vidunderbørn".
Rune med vindertrofæet efter første sæson af "Vidunderbørn".
Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR
”Vidunderbørn” vender tilbage på DR1, og her skal seks dygtige børn atter dyste mod hinanden.

Nu kan du godt begynde at glæde dig, for talentprogrammet ”Vidunderbørn” vender tilbage på DR1.

Lørdag aften indtager talentprogrammet sendefladen, og der bliver lidt at holde øje med, fortæller DR i en pressemeddelelse.

I programmet vil nemlig intet mindre end seks unge talenter, seks professionelle læremestre, to fagdommere og gæstedommere samt DR SymfoniOrkestret være med.

Der bliver med garanti plads til både klassiske toner, kendte hits og højt humør, lover DR.

Disciplinen er klassiske kunstarter, og børnene vil optræde med deres store talent igennem fem programmer.

Ingen ryger hjem

I modsætning til sidste omgang, vil der denne gang ikke blive sendt nogen hjem efter hvert program.

- Programmerne vil stort set være som i sæson ét, men i den nye sæson vil der ikke blive sendt et vidunderbarn hjem hver gang. Børnene er med fra start til slut, da vi mener, at det giver en bedre mulighed for at vise, hvordan børnene udvikler sig i samarbejdet med deres læremestre, forklarer DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

De seks vidunderbørn får hjælp af sanger Troels Gustavsen fra NOAH, cellist Andreas Brantelid, Elaine Ruby, der spiller klarinet, klassisk pianist Katrine Gislinge, som i sæson 1 førte Rune til en sejr af ”Vidunderbørn”, violin-ikonet Kim Sjøgren og balletchef Peter Bo Bendixen.

Første program i denne omgang sendes lørdag d. 4. november og det hele slutter med finalen, som er et liveshow, der bliver sendt 9. december.

Læs mere om: