22. nov. 2017
Af Lisbeth Grube

Rosa ude af Den store bagedyst: Vil gerne lave mere TV

Rosa Kildahl
Rosa Kildahl
Foto: Lars Horn
Bagedystens 60-årige farmor Rosa røg ud lige før finalen, men hun er stolt af sin præstation og opfordrer andre på sin egen alder til at gribe de muligheder, der kommer.

Semifinalen i ”Den store bagedyst” blev et farvel til humørbomben Rosa – konkurrencens ældste deltager, som har taget seerne med storm.

Men 60-årige Rosa Kildahl var ikke ked af det.

- Jeg var både glad og stolt over at have nået semifinalen, og faktisk var det en befrielse at ryge ud. Det var som at få ferie, for jeg var simpelthen så slidt. Jeg er en fighter, der giver alt, hvad jeg har, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde mere krudt, fordi jeg var så presset på tid, fortæller Rosa til BILLED-BLADET.

Hendes mand, to børn og det ældste barnebarn, Lise, som opfordrede farmor til at melde sig til bagedysten, har heppet på sidelinjen.

- De er meget stolte af mig. De havde jo slet ikke regnet med, at jeg ville nå så langt! Og nu synes jeg, det er sjovt at bage til dem igen, selv om jeg hurtigt kommer til at bage på tid og må sige til mig selv: "Slap nu af!"

Bud efter Rosa

Med sit vindende væsen har Rosa opnået en enorm popularitet – og den vil hun helt sikkert spinde videre på.

- Hvis jeg kan nå ud over rampen bare ved at være mig selv, skal jeg da udnytte det. Jeg kunne godt tænke mig at lave mere TV, for det har været så sjovt. Jeg har også fået flere henvendelser fra firmaer, så jeg er ved at finde frem til en model, jeg har lyst til, siger Rosa, der har et godt råd til andre seniorer:

- Man skal gribe de udfordringer, der kommer. Man må aldrig lade sig begrænse af sin alder, fastslår hun.

Læs mere om: