Kasper Schmeichels VM-outfit solgt for 50.000 kroner

Kasper Schmeichel skrev sig i årets løb ind i de danske fodboldhistoriebøger, da han var med til at kvalificere Danmark til VM.
Og både handskerne og målmandstrøjen fra den legendariske kamp i Dublin har han solgt til et godt formål.
Flot auktionssalg
Kasper Schmeichel skænkede pengene til Børnediabetesfonden JDRF, som støtter forskning i bedre behandlingsmetoder og helbredelse af diabetes.
Ved en stor galla-auktionsfest, afholdt inden jul, kunne gæsterne byde på dem.
Handskerne og blusen endte med at blive solgt for hele 50.000 kroner.
Farmand bidrog også
Kasper Schmeichels far, tidligere landsholdskeeper Peter Schmeichel, bidrog også til puljen.
Han kastede to VIP-billetter til Champions League-finalen 2018 i, og fik prisen op på svimlende 101.000 kroner.
Ren guldregn
Guldregnen bidrog til, at arrangøren, den tidligere fodboldstjerne Michael Manniche, alt i alt kunne aflevere 1,5 millioner kroner til Børnediabetesfonden.
– Det var en forrygende aften, som vi forhåbentlig kan gentage næste år, siger Michael Manniche, der arbejder for JDRF til BILLED-BLADET