21. okt. 2019
Af Marianne Singer

Sådan takkede spanske prinsesse Leonor sin farmor i sin første tale

prinsesse leonor
Prinsesse Leonor.
Foto: Mega
Det var et stærkt og rørende øjeblik, da spanske prinsesse Leonor holdt sin første officielle tale, hvori hun blandt andet nævnte sit tætte forhold til sin farmor, dronning Sofia.

Spanske prinsesse Leonor, der er nummer et i den spanske tronfølge, klarede sin første officielle tale på flot vis.

De berømte ord sagde 13-årige prinsesse Leonor under den store prisuddeling i hendes navn, Princess of Asturias Award Ceremony, som hun i år deltog i for første gang.

Familien var med

Med til den festlige begivenhed i Campoamor Theater i Asturiens hovedstad Oviedo var også prinsesse Leonors forældre, kong Felipe og dronning Letizia, hendes farmor, dronning Sofia og lillesøster, prinsesse Sofia, 12.

Et rørende højdepunkt i talen var, da prinsesse Leonor understregede sit tætte forhold til sin farmor, dronning Sofia.

- Jeg vil også gerne takke min bedstemor, dronning Sofia. Hun ved, hvor vigtigt hendes deltagelse i prisuddelingen er for mig, hvilket betyder meget både for Asturien og for resten af Spanien, sagde prinsesse Leonor og takkede derefter også alle, der har været med til at støtte op om arrangementet.

Tæt forhold til regionen

Derudover nævnte prinsesse Leonor sit tætte forhold til fyrstedømmet Asturien, som er knyttet til hendes hverv som tronfølger, og det ansvar, som hun føler over for sin kongelige rolle.

Prisen blev stiftet i 1980 af The Prince of Asturias Foundation sammen med daværende kronprins Felipe og er med til at promovere videnskabelige, humanistiske og kulturelle værdier.

Efter at Felipe i 2014 blev konge, blev prisuddelingen navngivet Princess of Asturias Awards for at understrege prinsesse Leonors rolle som tronfølger og kommende dronning af Spanien.

Dronning Sofia, prinsesse Leonor, kong Felipe, dronning Letizia og prinsesse Sofia til prisuddelingen:

prinsesse leonor
Foto: Mega

Læs mere om: