28. nov. 2020
Af Marie Krakau

Det havde vi ikke set komme: Store chok i Vild med dans

Sara Bro, Hilda Heick og Merete Mærkedahl. 
Sara Bro, Hilda Heick og Merete Mærkedahl.
Foto: Hanne Juul
Uventede chok i "Vild med dans" fredag aften.

"Vild med dans" tog fredag en drejning, som hverken deltagere eller seere havde set komme, da feltets lavest placerede nydanser, Hilda Heick, stod i omdans mod Emili Sindlev, der gennem hele konkurrencen har ligget lunt i svinget til at ende på dommerens førsteplads.

For BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg kom omdansen også som et chok.

- Omdansen bød på to store chok. Først at en så teknisk dygtig danser som Emili ender der, og derefter at seernes darling Hilda bliver stemt ud. I de danseglade stuer rundt om i landet, havde man ikke set det komme, siger hun.

Seernes favoritter

Hilda Heick og Michael Olesen har siden først program været blandt seernes favoritter, og selvom de ofte har været blandt de lavest placerede efter dommernes karaktergivning, måtte hun altså for første gang i omdans fredag aften. En omdans der endte med at blive den sidste dans på gulvet.

Hildas ord før omdansen havde stor betydning for, at seerne sender Emili videre, mener Lone Vandborg.

- Hilda takkede næsten af før omdansen var begyndt. Hun er begyndt at være træt, og hun er meget tilfreds og taknemmelig med den placering, som hun havde opnået. Hun signalerede at det var fint med hende, hvis hun røg hjem nu, siger Lone Vandborg og fortsætter:

- Jeg tror også, at Hilda ville have haft det rigtig dårligt med at gå videre mod en så dygtig danser som Emili. Og seerne har kunne mærke det. Hun røg hjem på den allermest værdige måde efter en sød og meget fin jive. Hilda og Michael har al mulig grund til at være stolte, lyder det fra Lone Vandborg.

Sara Bro undgik omdansen

Mange havde nok regnet med, at det var sidste uges vindere af omdansen, Sara Bro og Morten Kjeldgaard, der skulle kæmpe for livet igen. Og parret selv gav udtryk for en kæmpe lettelse, men også overraskelse over, at de blev sendt direkte videre.

"Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg fandt det fuldt fortjent, da Sara og Morten sikrede sig endnu en tur på dansegulvet.

- Jeg er virkelig glad på deres vegne. Der var en rigtig flot rumba, de dansede, og Sara har taget et stort ryk opad danseteknisk. Det er dejligt for dem, at de mærker seernes gunst og bliver belønnet for deres hårde arbejde, efter de nu to gange har været i omdans, siger hun.

Ifølge Lone Vandborg stemte dommerens roser til parret dog ikke helt overens med deres karakterer.

- Personligt synes jeg ikke, at dommernes karakterer matchede deres ord. De burde efter min mening have fået højere karakterer. At Jens Werner giver Sara Bro samme karakter som Hilda Heick kan godt undre lidt, siger hun.

Feltets bedste nydanser

Lone Vandborg er ikke i tvivl om, hvilken nydanser der er feltets bedste, og her er hun rørende enige med dommerpanelet.

- Merete Mærkedahl bliver bare bedre og bedre. Hun er gaven der bliver ved med at give. Hun har et flot, flot fodarbejde, en god fatning, hun lever sig ind i musikken og måden hun drejer hovedet på sammen med Thomas Evers Poulsen er fantastisk. Den vals kunne ikke gøres meget bedre, lyder det fra Lone Vandborg.

Stemmeslugeren

Et par der trods en lav placering undgik omdansen var Albert Rosin Harson og Jenna Bagge, som dansede en romantisk vals.

- De har ofte ligget nær bunden, men de har aldrig været i omdans. De må kunne sove relativt trygt om natten, for de må kunne fornemme, at de er store stemmeslugere, siger Lone Vandborg, der dog forudser, at parret kan få det svært i næste uge.

- Med kun fem par tilbage skal Albert dog stramme noget op rent teknisk, hvis han ikke vil i omdans i næste uge. Men han er en af konkurrences største stemmeslugere, og de er et utroligt sødt par, så man skal heller ikke underkende deres chancer, siger Lone Vandborg.

Hvor Albert og Jenna tydeligvis trækker mange stemmer, må det hænge anderledes sammen for Emili og Mads, vurderer Lone Vandborg.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at når man ligger nr. to i et felt af seks og alligevel ryger i omdans, så skal man stramme op. Emili og Mads må have fået et mindre chok. De er normalt altid blevet råbt op som nogle af de første, og de har altid høstet flotte karakterer. Det må være noget af et wake-up call til næste uge, siger Lone Vandborg og afslutter:

- Omdansen næste uge bliver meget spændende. Alle lige fra Nukâka og Silas til Albert og Jenna kan havne der. Intet er sikkert.

Læs mere om: