25. dec. 2020
Af Majken Munk

Årets julekalendere er slut: Det kan du glæde dig til i 2021

Elias og Noor fra "Kometernes jul"
Elias og Noor fra "Kometernes jul"
Foto: Christian Geisnæs/ TV 2
Nu hvor der ikke er julekalender mere, er det heldigt, at der er en spritny julekalender at glæde sig til i 2021.

Den 24. december var det slut med at følge med i årets julekalendere.

Men allerede nu kan seerne godt glæde sig til, at TV 2 står bag den helt nye julekalender "Kometernes jul", der bliver sendt i 2021.

På en fjern planet

Julekalenderen "Kometernes jul" handler om de fire venner Mie, Johannes, Noor og Elias, der alle sammen deltager i en Astro Camp, som er et to-ugers kursus med fokus på astrofysik.

Pludselig går det helt galt, da Mie og Johannes teleporteres til den fjerne Planet 9.

Opgaven for de fire venner er nu at sørge for Mie og Johannes kommer hjem igen - uden at hverken deres familier eller camp-leder Henriette-Bolette opdager, at der er gået noget galt.

Spørgsmålet er, om fire børn kan finde ud af at løse så stort et problem. Heldigvis er der muligvis hjælp at hente hos deres fysiklærer Panda-Søren og den dedikerede forsker Anna.

Nye ansigter

I hovedrollerne som de fire børn Mie, Johannes, Noor og Elias er en række nyere navne.

Noor og Elias spilles af Shireen Noor Rasool og Bertil Smith. Sidstnævnte kan flere måske genkende fra serier som "Mercur" og "Håbet".

Karaktererne Mie og Johannes møder seeren i to forskellige aldre. Som Lille Mie og Lille Johannes ses Anna Frederikke Heerulff Christiansen og Luca Richardt Ben Coker, mens de som store spilles af Alice Finn Caspersen og Oscar Dietz, der er kendt fra "Antboy".

Flot rolleliste

Men der er også en lang række mere velkendte navne med i den nye julekalender, der kan ses fra 1. december 2021.

https://imgix.billedbladet.dk/foto_chr._geisnaes_kometernes_jul_still_19701_1.jpg
Martin Greis-Rosenthal, Bertil Smith, Shireen Noor Rasool og Søs Egelind.
Foto: Christian Geisnæs/ TV 2

I rollen som den distræte fysiklærer Panda-Søren ses Martin Greis-Rosenthal. Astro Campens leder Bolette-Henriette spilles af Søs Egelind, der får følgeskab af datteren Molly Egelind, som spiller forskeren Anna.

På rollelisten er også Kurt Ravn, "Badehotellet"-stjernen Morten Hemmingsen, Laura Bro og "Vild med dans"-stjernen Janus Nabil Bakrawi.

Fuld af action

Det er Ask Hasselbalch, der er instruktør på "Kometernes jul". Han har blandt andet stået bag alle tre "Antboy"-film.

Instruktøren lover, at følgere af julekalender vil få en oplevelse ud af at se den.

- Selve historien rummer alle de følelser og stemninger, man kan forvente sig af en stærk julehistorie, og Kometernes jul bliver en julekalender fyldt med action og ramasjang, men også en serie med en stærkt pointe om, at man er stærkest i fællesskab, siger instruktøren bag alle 24 afsnit.

Læs mere om: