27. jan. 2021
Af Majken Munk

Kærlighed hvor kragerne vender: Christian i alvorlig ulykke

Christian Svaneborg fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Christian Svaneborg fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/TV 2
På sin landsbydate i "Kærlighed hvor kragerne vender" åbner 27-årige Christian Svaneborg op og fortæller om en meget svær tid i sit liv.

Christian Svaneborg har inviteret pigerne Iben, Julie, Maja og Cathrine H på date i hans hjemby Vils på Mors i seneste afsnit af "Kærlighed hvor kragerne vender".

Han har mange planer for daten, og da han viser pigerne rundt i sit hus, når de til værkstedet, hvor pokaler og medaljer er udstillet fra Christians fortid som motocrosskører.

Her åbner han op over for pigerne om den dag, hvor drømmen om en fremtid som motocross-stjerne braste.

Voldsomt styrt

Da Christian var 21 år gammel, stod han overfor en sæson i den bedste danske række, da han til en helt almindelig træning kom i problemer.

I en opkørsel på motocrossbanen sprang kæden af hans crosser, og han røg ud over styret og faldt fire meter ned, fortæller han til TV 2.

Han landede direkte på knæet, men herfra husker Christian ikke mere, før to ambulancefolk forsøger at vende ham i ambulance, for det var smertefuldt.

Styrtet smadrede hans knæ, ødelagde ledhovedet i lårbenet og dele af hofteskålen, mens han også havde nerver i klemme, der gav ham følelsesforstyrrelser i foden.

Dårligt nyt

Han blev hastet på operationsbordet, men efter en måneds indlæggelse var der dårligt nyt.

Lægen måtte desværre meddele Christian, at han nok skulle forberede sig på, at han skulle sidde i kørestol resten af sit liv. Det kunne den unge nordvestjyde dog ikke acceptere.

- Jeg tænkte: Jeg skal nok komme til at gå igen. Det skal han sgu ikke bestemme, siger Christian Svaneborg til kanalen.

Læs mere om, hvad den alvorlige motocrossulykke kom til at betyde for Christian i denne uges BILLED-BLADET, der er på gaden torsdag 28. januar 2021.

Læs mere om: