6. mar. 2021
Af Majken Munk

Fyr & Flamme i Melodi Grand Prix: Vi er lykkelige

Fyr & Flamme i Dansk Melodi Grand Prix 2021
Fyr & Flamme i Dansk Melodi Grand Prix 2021
Foto: Martin Sylvest/ Ritzau Scanpix
Der er ingen tvivl om, at det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Fyr & Flamme gik på scenen i Dansk Melodi Grand Prix 2021.

Allerede da Fyr & Flamme fik deres gennembrud, var de ude at fortælle i offentligheden, at deres store drøm var at deltage i Dansk Melodi Grand Prix.

Den drøm blev opfyldt denne lørdag, hvor duoen indtog scenen med "Øve os på hinanden".

Oplevelsen er Jesper Groth og Laurits Emmanuel, mændene bag Fyr & Flamme, lykkelige for.

Lykkelig oplevelse

Da Fyr & Flamme forlod scenen ved Dansk Melodi Grand Prix 2021 var de energiske.

- Vi blev da lige ramt af energien igen efter en lang dag med prøver, siger Laurits Emmanuel grinende.

For duoen har det længe været et mål at deltage i Grand Prix, derfor var de også meget glade efter deres optræden.

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er mega stort. Vi er lykkelige, siger Laurits Emmanuel.

Udråbt som favoritter

Forinden Fyr & Flamme gik på scenen, har flere Grand Prix-eksperter og bookmakere skudt på, at det er duoen, der løber med sejren.

- Jeg stoppede med at læse nyhederne i morges, siger Jesper Groth og fortsætter:

- Det er klart, når man bliver kaldt favoritter, er det mere stressende end afslappende.

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2021 skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Rotterdam.

Læs mere om: