23. jul. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Ny DR-serie er på trapperne: Se første smugkig til Carmen Curlers her

Carmen Curlers 
Carmen Curlers
Foto: Tine Harden/DR
Til efteråret er der premiere på den nye DR-serie "Carmen Curlers", og nu kan man få et smugkig på, hvad der er i vente.

DR har gennem årene lavet mange fantastiske tv-serier, og til efteråret er der premiere på en helt ny en af slagsen.

”Carmen Curlers” er et komediedrama, som tager udgangspunkt i et af Danmarkshistoriens største erhvervseventyr – nemlig hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende succes, der vendte op og ned på livet i en dansk provinsby i 1960’erne.

Inspireret af virkeligheden

I DR-serien følger man entreprenøren Axel og hans handlekraftige husmandskone Birthe, der sammen driver curler-eventyret fra at være en to-mandsforretning til at blive et fabrikseventyr med masser af ansatte.

Serien er inspireret af virkeligheden, men selve fortællingen er fiktiv og med opdigtede karakterer.

Store stjerner på rollelisten

I hovedrollerne ser man Morten Hee Andersen som Axel, mens Birthe spilles af Maria Rossing. Derudover medvirker blandt andre Rosalinde Mynster, Lars Ranthe, Mille Lehfeldt, Christian Tafdrup og en række andre danske skuespillere.

Der er planlagt flere sæsoner af serien, og til efteråret kan man for første gang komme med tilbage til 1960’erne i ”Carmen Curlers” på DR.

Allerede nu kan man dog få en lille forsmag på, hvad der er i vente, for via sociale medier har DR delt et smugkig til serien.

Læs mere om: