26. aug. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Måtte udskydes: Nu er Christian Degn og Michele Bellaiche endelig klar med kæmpe show

Michele Bellaiche og Christian Degn
Michele Bellaiche og Christian Degn
Foto: Per Arnesen/TV 2
Efter planen skulle årets "Hjertegalla" have været sendt i marts, men det blev udskudt, og nu er Christian Degn og Michele Bellaiche endelig klar til at sende det rørende indsamlingsshow.

I efterhånden mange år har det været en tradition, at TV 2 Charlie hvert år samler penge ind til hjertesagen.

I år skulle det 11. indsamlingsshow i rækken have været sendt lørdag 12. marts, og det var planlagt ned til mindste detalje, da det kort forinden blev udskudt.

Udskudt på grund af krig

Årsagen var, at Rusland 24. februar invaderede Ukraine, og lynhurtigt fik TV 2 i samarbejde med DR stablet en støtteshow på benene til fordel for krigens ofre.

Showet blev sendt netop 12. marts, og derfor blev årets ”Hjertegalla” udskudt.

Men nu er det blevet tid til, at showet skal sendes – det sker lørdag 17. september.

Det er igen Christian Degn og Michele Bellaiche, der skal stå i spidsen for indsamlingsshowet, som bliver en rørende aften med historier, der går lige i hjertet.

Man kan se med på TV 2 Charlie fra klokken 21.00.

Læs mere om: