17. mar. 2023
Af Sofie Nymand

Flytter til USA: Her er prins Joachims egne ord

Prins Joachim
Prins Joachim
Foto: Martin Høien
Efter fire år i Paris flytter prins Joachim og familien til USA i løbet af sommeren.  

Sommeren byder på nye eventyr for prins Joachim og familien, der de seneste fire år har været bosat i Frankrig.

Nu går turen til USA, hvor prinsen begynder i en ny stilling som forsvarsindustriattaché i Washington D.C.

Det oplyser både kongehuset og Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Prins Joachim skal have sin daglige gang på den danske ambassade, hvor han for Forsvarsministeriet skal være med til at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde med USA og Canada.

I øjeblikket er prinsen forsvarsattaché i Paris, og det er en beæret Joachim, der endnu en gang er blevet valgt til at varetage opgaver for det danske forsvar i udlandet.

”Jeg er stolt over, at jeg fortsat får mulighed for at repræsentere Danmark internationalt på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det transatlantiske samarbejde er et højt prioriteret område, og jeg er beæret over, at man har fundet mig kvalificeret til opgaven,” udtaler prins Joachim i pressemeddelelsen.

Også prins Joachims hustru, prinsesse Marie, er på nuværende tidspunkt tilknyttet ambassaden i Paris – her som kulturrepræsentant.

Det er endnu uvist, hvad flytningen til USA kommer til at betyde for hende samt deres to fælles børn, grev Henrik, 13, og komtesse Athena, 11.

Læs mere om: