18. apr. 2023
Af Catja Klarskov

Så kom dagen endelig: Sådan skal Tilde fra Ups, vi er voksne fejres på sin runde fødselsdag

Tilde Vallø Bisgaard
Tilde Vallø Bisgaard
Foto: Martin Høien
I dag byder på en rund fødselsdag for Tilde Bisgaard fra “Ups, vi er voksne”. Hun fylder nemlig 30 år, og det skal fejres.

Endelig er den her. Dagen Tilde Bisgaard fra TV 2-programmet “Ups, vi er voksne” har ventet på så længe. I flere måneder har hun talt dage, planlagt og ikke mindst snakket om sin snarlige 30-års fødselsdag, og nu er ventetiden endelig slut.

Eller næsten i hvert fald. For selv om det egentlig er i dag, at det er 30 år siden, Tilde kom til verden, så løber den store fest først af stablen lørdag den 22. april. Det fortæller Tildes forældre, Susse og Truels Bisgaard, til BILLED-BLADET.

– Tildes fødselsdag er en kæmpe begivenhed, som hun har glædet sig til og snakket om længe. Vi har lejet nogle lokaler, der hvor Tilde bor. Der kommer 70 gæster. Lavuk Entertainment kommer, vender plader og spiller op til bal. Og så er der selvfølgelig kager, is, middag og drinks, fortæller Tildes far, Truels Bisgaard.

Lavuk Entertainment, der står for underholdningen, er Jeff Pitzner fra programmets arbejdsplads, men han er bestemt ikke den eneste af vennerne, der er inviteret til den store dag.

Vennerne fra Valbyholm har nemlig kendt hinanden i mange år, og de lader sjældent en god mulighed for selskab og taler passere.

– Du kan være helt sikker på, at der kommer ord fra de bedste talere. Tilde og hendes venner holder altid de sødeste og mest kærlige taler til hinanden, når lejligheden byder sig, fortsætter Truels Bisgaard.

Du kan se eller gense alle afsnittene om vennerne fra Valbyholm på TV 2 Play. Serien skildrer livet for en række voksne på bostedet Valbyholm i København, der alle har det til fælles, at de er voksne med Downs syndrom.

Tilde Bisgaard sammen med sine forældre, Susse og Truels Bisgaard
Tilde Bisgaard sammen med sine forældre, Susse og Truels Bisgaard
Foto: Martin Høien

Læs mere om: