Christopher står bag titelmelodien til Valdes Jul
De fleste børn tæller allerede ned til, at de den 1. december kan sætte sig til rette foran flimmerkassen, når det nye juleeventyr "Valdes Jul" ruller over skærmen.
De forventningsfulde børn bliver i starten af julekalender mødt af en stemme, som de med garanti har hørt før. Det er nemlig popsangeren Christopher, der synger tonerne til titelmelodien "Valdes Jul", hvor titelmelodien hedder det samme som julekalenderen.
Christopher har dog givet alle en vaskeægte juleoverraskelse. Han synger nemlig på dansk, og det er hans første danske sang, siden nummeret ’First Like’ storhittede efter hans optræden i ’Natholdet’ på TV 2 i 2014.
Sangen er skrevet af Christopher sammen med Pil Kalinka Nygaard Jeppesen og Frederik Thaae. Sammen har de lagt vægt på at skabe en tidløs og håbefuld sang, der indkapsler magien i ’Valdes Jul’. Det fortæller Christopher til TV 2.
Du kan høre sangen på Spotify her.
– Det er en af de første sange, jeg har skrevet på dansk, og jeg var meget overrasket over at finde ud af, hvor godt det fungerede at sidde sammen med manuskriptforfatterne fra ’Valdes Jul’. Jeg blev introduceret til en eventyrlig og magisk verden men også en verden, hvor naturen var i fare. Målet var at forbinde de to ting og få det hele forenet i en sang, så den blev håbefuld, positiv og opløftende. Det synes jeg, vi er lykkedes godt med, siger Christopher til TV 2.
For Christopher er det en ære at få lov til at være en del af TV 2s julekalenderunivers. Han mindes selv sangene fra sin barndoms julekalendere og håber med ’Valdes Jul’ at kunne bringe gode juleminder frem hos store som små.
– Jeg er selv vokset op med julekalendere som ’Jesus og Josefine’ og ’Pyrus’, og sangene blev spillet rigtig meget i mit barndomshjem. Det har altid været musikken i julekalenderne, som tryllebandt mig. Der er en power i, når det visuelle og det soniske mødes og går op i en højere enhed, uddyber Chrstopher til TV 2.