
Højst usædvanligt: Danskerne kan ikke få nok af Lene Beier

Lene Beier og resten af familien har vendt deres liv på hovedet og har købt et hotel i Østrig, og hele processen med at renovere ejendommen kan man i disse uger følge på tv.
”Beier på alpehotellet” hedder programmet, og det er en udsendelse, som danskerne i den grad er vilde med.

Det viser tal fra analyseinstituttet Nielsen, som hver uger offentliggør en liste over de mest sete tv-programmer i Danmark.
Listen domineres normalt af programmer sendt på DR’s og TV 2’s hovedkanaler, men en gang imellem er der også andre kanaler, der sniger sig med ind på top-20.
Det er også tilfældet med ”Beier og alpehotellet”, der sendes på TV 2 Fri. Det er yderst sjældent, at programmer sendt på den nichekanal når med på listen, men det er altså tilfældet denne gang.
Faktisk er udsendelsen så populær, at ”Beier og alpehotellet” ender helt oppe på en femteplads, idet hele 596.000 så med i sidste uge – enten direkte eller on demand.
På listen er der også en anden nichekanal, der gør sig positivt bemærket, for det ses heller ikke særlig tit, at TV 2 Echo-programmer sniger sig med på top-20. Men det gjorde ”Spillet” i sidste uge, hvor 495.000 så med, hvilket rækker til en 11.plads.
På listen er "Sommerdahl" også repræsenteret, men det er ikke så usædvanligt, at TV 2-Charlie programmer er med på listen.
De tre mest sete programmer i sidste uge var ”Naboen fra helvede”, ”X Factor” og ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”.
