
Janni eller Rikke? Én ting gjorde forskellen for Thomas M. i Kærlighed hvor kragerne vender

Med hastige skridt nærmer vi os afslutningen på ”Kærlighed hvor kragerne vender”, og i næstsidste afsnit, som blev sendt tirsdag aften, var det tid til, at Thomas M. skulle træffe et afgørende valg.
Janni og Rikke var tilbage, og vestjyden valgte i sidste ende at sige farvel for denne gang til Rikke.

- Jeg føler, der var en mere naturlig kemi med Janni. En kemi der kunne bygges videre på. Den jeg havde med Rikke, var mere venskabelig – pjat og pjank. Det var en vennekemi, forklarer Thomas M. om baggrunden for sin beslutning.
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” kan man som seer få det indtryk, at han lige skulle bruge noget tid på at træffe sit valg, men faktisk havde Thomas M. allerede truffet det i forbindelse med de dates, han forinden havde været på med Rikke og Janni.
- Jeg tog nok beslutningen efter den minigolf-date, hvorefter de inviterede mig ind på deres værelser. Der synes jeg, der var noget mere tiltrækning ved Janni end ved Rikke, forklarer han.

Selv om det endte med et farvel til Rikke, har de to ikke mistet kontakten. Hun og Thomas M. skriver stadig en smule med hinanden. For eksempel har de vendt deres oplevelser ved at være med i programmet med hinanden, men det foregår på et venskabeligt plan, understreger han.
Om det er blevet til den helt store kærlighed mellem Janni og Thomas M., afsløres i forbindelse med sæsonafslutningen af ”Kærlighed hvor kragerne vender” om en uge.
