
Uskyldig løgn gav Victor Lander problemer fra begyndelsen i Forræder

”Forræder” er i den grad kommet godt og dramatisk fra start, og de loyale har endnu til gode at fælde den første forræder.
Nogle af dem er på sporet, og af samme årsag har forræderne flere gange givet udtryk for, at de gerne ville myrde Victor Lander, men til komikerens store held har han sikret sig flere skjold og dermed sin egen oplevelse – i hvert fald indtil videre.

Forud for premieren fortalte Victor Lander, at han i virkeligheden har det rigtig dårligt med at lyve, og at han normalt undgår det, men da han ankom til Forræder-slottet, kom der andre boller på suppen.
- Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville lyve helt vildt meget. Den første løgn, jeg laver i programmet, er, at jeg siger, at jeg ikke har set de andre sæsoner. Fordi jeg tænker, at det er en meget fredelig lille løgn. Så kan jeg øve mig lidt i at lyve om det, fortæller komikeren om sin plan.

Men den ret uskyldige løgn blev senere bare et irriterende benspænd for Victor Lander.
- Det endte bare med at være sådan en træls løgn, fordi der ikke var nogen, der gik op i det. Men jeg havde alligevel sagt det til et par stykker. Så hver eneste gang, nogen snakkede om noget fra en tidligere sæson, var jeg bare sådan: ”Åh ja, det har jeg jo ikke set”. Det var fuldstændig ligegyldigt! Lyder det videre fra Victor Lander.
Man kan se et nyt afsnit af "Forræder" hvad fredag på TV 2.
