
TV 2-korrespondent fik tårer i øjnene

TV 2’s 59-årige freelance-korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, sad på en bænk i en park og slappede af, efter hun havde været på standby i Rom i 5-6 uger, mens paven var indlagt.
- Jeg tændte min telefon og læste, at han var død. Så fik jeg travlt. Jeg sendte live fra min telefon til TV 2 News, mens jeg løb afsted for at få fat i mit sendeudstyr og var foran Peters Kirken resten af dagen. Det var jo en kæmpe nyhed, fortæller Eva Ravnbøl til BILLED-BLADET.

Tårer i øjnene
Pave Frans, der døde 21. april, var elsket af mange – også ikke religiøse.
Eva Ravnbøl fortæller, at hans død berører mange italienere.
- Det går lige i hjertet. Han var blandt andet emigranternes mand og deres stemme i verden, så han havde en stor betydning.

- Han var elsket af mange – også ikke katolikker og ikke religiøse. Folk græder – og jeg fik også selv tårer i øjnene, erkender den erfarne korrespondent, der har rapporteret for TV 2 siden 2011.

- Jeg har mødt pave Frans en del gange – blandt andet sammen med Frederik og Mary i oktober 2018, hvor jeg var med dem rundt under et besøg.
I 2013 dækkede Eva Ravnbøl begivenheden, da argentinske Jorge Mario Bergoglio blev valgt til pave og tog navnet pave Frans.
Nu skal hun igen vente på det hvide røg fra Det Sixtinske Kapel på Peterspladsen i Rom og rapportere hjem til Danmark om valget af en ny pave.