
Prinsesse Désirée afslører de sidste ord til sin mor

I starten af december delte det svenske kongehus trist nyt: Prinsesse Birgitta, søster til kong Carl Gustaf, var død i en alder af 87 år.
Nu taler hendes datter prinsesse Désirée, kongens niece, for første gang ud til et svensk medie.

Prinsesse Désirée er født og opvokset i Tyskland, og hun er dermed ikke vokset op i det, som hendes mor prinsesse Birgitta kaldte for "et gyldent bur".
Over for Expressen hylder hun sin kusine kronprinsesse Victoria og fætter prins Carl Philip for deres tilværelse i rampelyset, men prinsesse Désirée understreger, at det liv ikke er for hende.
– Jeg beundrer dem for det, de gør, og hvordan de gør det, men jeg ønsker ikke at være centrum for opmærksomheden hele tiden. Jeg elsker mit privatliv, fortæller hun til det svenske medie.

Sidste ord til mor
Og netop livet uden for "det gyldne bur" var også temaet i den tale, som prinsesse Désirée holdt for sin mor, da hun blev begravet, afslører hun over for Expressen.
– Jeg sammenlignede hende med en sommerfugl. Min mor var en sand fri sjæl. Jeg beundrede virkelig, hvordan hun gik fuldstændig sine egne veje. Hun tænkte: "Det her er ikke mit liv, det er ikke mig, der sidder her i dette gyldne bur."
