
Ali fik en helt ny interesse i Forræder: Nu kan han ikke få nok

”Forræder”-deltager Ali Jaseem havde aldrig troet, at han nogensinde ville blive en læsehest.
Den tanke blev dog fuldstændig gjort til skamme, da hans meddeltager, skuespilleren Rasmus Bruun hev bogen ”Dødens gab” ned fra bogreolen og anbefalede ham at læse den.
Alle deltagerne var blevet bedt om at tage noget med, som de kunne underholde sig selv med, men det var ikke gået helt efter planen for Ali.
– Jeg havde taget en bold og en gameboy med, som jeg glemte i toget, fortæller Ali til BILLED-BLADET.
Men heldigvis kom Rasmus Bruun ham til undsætning, hvilket han var meget taknemmelig over, fordi da han først var gået i gang med at læse bogen, kunne han ikke slippe den igen.
En bog blev til to. To bøger blev til flere.
Da han blev færdig med ”Dødens gab”, gik han i gang med deltageren Thomas Korsgaards roman ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”.
Efter ”Forræder” hang læselysten ved, og han fortæller, at Thomas Korsgaard sendte flere bøger til ham, da de kom hjem, som han nu har kastet sig over.
