
Hun spiller Khalida i Løgnen: Her er hendes kendte bror

Der er flere velkendte ansigter med i den nye TV 2-serie ”Løgnen”, men der er også nogle, som man måske ikke umiddelbart kan sætte navn på.
En af dem er karakteren Khalida, der arbejder i hjemmeplejen og er kollega til Iben Hjejles karakter, social- og sundhedsassistenten Rie.

Sosu’en Khalida spilles af Yasmin Mahmoud, og hun har et kendt familiemedlem.
Som efternavnet antyder er den 31-årige skuespiller nemlig søster til TV 2-værten Abdel Aziz Mahmoud.
41-årige Abdel Aziz Mahmoud er en af de faste værter på ”Go’ aften Live”, og hans 10 år yngre lillesøster har kastet sig ud som skuespiller.
Her ses bror og søster, da de var til et arrangement sammen i 2023.

Yasmin Mahmoud er egentligt uddannet socialpædagog, men hun har medvirket i både film og tv-serier.
Hun fik sin skuespildebut som 13-arig, da hun spillede nørrebropigen Miriam i TV 2-serien ”Øen”.

I 2019 fik hun en hovedrolle i tv-serien ”Gidseltagningen II”, og hun har desuden medvirket i filmen ”Ønskebarn” og ”Den som dræber – Fanget af mørket”.
Tv-serien ”Løgnen” sendes søndage kl. 20.00 på TV 2. Der kommer seks afsnit.
