
Josephine Højbjerg indrømmer: Jeg er altid lidt i panik

Selvom hun blot er 22 år gammel, har Josephine Højbjerg efterhånden været et kendt ansigt i mange år.
Hun blev landskendt i rollen som nissepigen Tinka i de populære julekalender - og sidste år kunne man opleve hende i TV 2-serien "Dark Horse", hvor hun spillede over for Birgitte Hjort Sørensen.
Men selvom Josephine Højbjerg i en ung alder allerede har meget skuespillererfaring, vælter hun sig ikke ligefrem i jobs.

Og lige nu ved hun faktisk ikke, hvad fremtiden bringer.
Det fortæller hun til BILLED-BLADET.
- Lige nu går jeg totalt og venter på at finde ud af, hvad jeg skal i gang med.
22-årige Josephine Højbjerg har en tro på, at der nok skal komme nogle fede roller, men hun indrømmer samtidig, at det ikke altid er lige nemt at være i.

- Nogle gange kan jeg godt være i det, og andre gange tænker jeg: ”Okay, jeg vil godt have noget at tage mig til.” Det kommer meget i perioder. Men jeg har det jo godt og dejligt, så det kan jeg ikke brokke mig over.
- Jeg har ikke som sådan nogle mekanismer til at være i det. Jeg har bare min viljestyrke og en tro på, at der forhåbentlig nok skal komme noget, men det er jo også en branche, hvor man aldrig ved det, så jeg er også altid lidt i panik.
Men selvom hun altid er lidt i panik, holder hun samtidig hovedet højt.
- Der er ikke andet at gøre end at blive ved med at udvikle sig, siger hun til BILLED-BLADET.
