
Lukket møde på Kongeskibet: Nu ved vi hvem de fire gæster var

Godt en time inden den store festmiddag for topfolk fra FN (De Forenede Nationer, red.) fandt sted onsdag aften på Kronborg Slot, inviterede kong Frederik til et for offentligheden lukket møde på Kongeskibet Dannebrog.
Her fik han sig en god snak med fire ledende skikkelser indenfor klimaområdet i forbindelse med, at han er protektor for "Copenhagen Climate Ministerial", der i disse dage samler klimaministre fra hele verden for at sætte retningen for klimaforhandlingerne forud for COP30 (FN's kommende klimatopmøde i Brasilien i november, red.)
Her er de fire gæster
De fire gæster ved kongens møde på kongeskibet var:
Danmarks repræsentant, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, formand ved sidste års klimatopmøde for FN, Mukhtar Babayev, formanden for det kommende klimatopmøde for FN i Brasilien, André Aranha Corrêa do Lago, og Simon Stiell, chef for FN's klimaagentur.

Skrev i kongelig gæstebog
Det var en begejstret Lars Aagaard, der efterfølgende kom ud fra møde for at tage videre til middagen på Kronborg Slot.
Og her nævnte han en fin detalje fra mødet, der selvfølgelig havde fuld fokus på klimaområdet, der er et af kong Frederiks topprioriteter.
- Jeg fik lejlighed at skrive i gæstebogen derinde. Og jeg skrev "Fantastisk!". Kongen er jo fantastisk interesseret i både klima- og energiomstilling, så det var rigtig fint, lød det fra den danske klimaminister til BILLED-BLADET.

Med mødet var kong Frederik således fuldstændig velforberedt til den efterfølgende store middag med klima som fokusområde på Kronborg Slot.