
Årgang 0-Christians mor deler mystisk opslag: Løfter sløret for nyt TV 2-program

I 18 år har man kunnet følge med på sidelinjen i Christian Elhauges familie i programmet ”Årgang 0”.
Og nu står det klart, at familien vender tilbage på skærmen.
For Christians mor, Tina, har delt et mystisk opslag på Instagram, hvor hun sammen med Christian og hendes mand, Mogens, poserer foran en kameramand.
I opslagsteksten afslører hun, at de har haft travlt med tv-optagelser.
– Vi er i gang med et spændende projekt, jeg kan endnu ikke afsløre hvad. Men vi har de sidste måneder lavet optagelser, som I kan se omkring juletid på TV2, fortæller Tina Elhauge.
For en måned siden delte Christian Elhauge en række billeder af, at han var blevet uddannet ejendomsmægler, hvor man kunne se, at han blev filmet af en kameramand på sin arbejdsplads.
På det tidspunkt ville han ikke løfte sløret for, om der var tale om nye optagelser til et eventuelt tv-program.
Tina Elhauge fortæller ikke, hvad tv-optagelserne helt konkret skal bruges til.
Men fans af ”Årgang 0”-familien kan altså se frem til at se familien Elhauge tilbage på skærmen på TV 2 senere på året.

