
TV-værten Sara Lygum og ægtemanden tager kæmpe skridt: Nu gør vi det!

- Vi har købt et hus, så nu flytter vi sammen, fortalte Sara Lygum, da BILLED-BLADET fredag 9. maj mødte hende og ægtemanden Jonas Kromann-Larsen til Odense Sommerrevy.
Smilene bredte sig hos ægteparret, da de fortalte den glade nyhed.

3. august 2024 blev de, efter to år som kærester, viet i Odense Domkirke.

Siden har de pendlet mellem Vejle, hvor Jonas bor, og Odense, hvor Sara bor.
Det er slut nu.
Plads til alle
- Ja, det er lykkedes mig at trække Jonas til Fyn, jublede Sara Lygum.
- Det er et stort hus, 266 kvadratmeter, med plads til os alle, og vi overtager det 1. juni, forklarede Sara Lygum.
Ægteparret har tilsammen fem børn. Sara har Oskar og Astrid, mens Jonas er far til Asta, Vigga, og Milla.
Jonas Kromann-Larsen, der er læge, fortsætter med at have sit arbejde i Lægehuset i Give.

- Jeg nyder faktisk køreturen, så det er ikke noget problem, og det bliver skønt at bo sammen, lød det fra en glad Jonas.
- Jeg synes, det er lidt svært at flytte fra mit lille hus i Odense til et andet hus i Odense, men det er jo helt grotesk, når tænker på, at Jonas skal flytte fra Vejle til Odense, konstaterede Sara Lygum med et grin.

Nu glæder parret sig til at flytte ind i deres nye hus.
- Det har været lidt hektisk – vi havde også lige to huse, der skulle sælges, fortalte tv-værten, der er vant til at hjælpe andre par med at finde drømmehuset.