
Midt i rørende tale: Rasmus Botofts talefejl fik alle til at bryde ud i grin

Søndag dannede teatret Aveny-T på Frederiksberg rammen om Skuespillerforeningens Generalforsamling og legatuddeling.
Her var en lang række af landets skuespillere og scenekunstnere samlet for bl.a. at overvære årets legatuddeling.
Skuespiller Rasmus Botoft var en af legatmodtagerne, og han fik i år Teaterleverandør Carl Johan Hyltofts Legat.
Efter en tale fra skuespiller Katja Holm gik Rasmus Botoft på scenen, hvorfra han holdt en rørende tale med små anekdoter fra sit arbejdsliv.
- Det er meget rørende at være her sådan en dag som i dag. At møde kolleger fra hele ens liv. Alle de forskellige dele af branchen, som er her repræsenteret gennem vores vidunderlige forening. Det, synes jeg, er meget rørende. Jeg vil sige, at det jo også er en kunst at blive ved med at kunne være skuespiller. At kunne eksistere som scenekunstner er jo også en kunst. Man kan alle sammen blive ramt af tvivl: Orker man at blive ved, orker man at blive ved med at lade sig ydmyge, at blive trådt på, overhalet og glemt, og jeg ved ikke hvad. Men jeg vil bare sige til alle og til mig selv, vær modige og forbliv naiv. Fordi der er brug for os scenekunstnere, og jeg elsker vores fag, og jeg elsker at være skuespiller. Og jeg elsker at kigge ud på jer kolleger, sagde Rasmus Botoft i sin rørende tale med et smil.
Og så fik han ellers salen til at bryde ud i latter med en lille talefejl.
- Og jeg vil takke juryen, lød det fra Rasmus Botoft, hvilken satte grinene i gang, da det ikke er en jury men derimod bestyrelsen, som udvælger modtagerne.
- Jeg vil takke bestyrelsen, for de altid utroligt smukke og gennemarbejdede taler, i holder. Det er noget, I bruger jeres fritid på, og det er faktisk meget smukt. Vi lever af hinandens kærlighed, og det skal vi blive ved med at sende ud og være gode ved hinanden. Tusind tak, sluttede Rasmus Botoft på scenen.


