
Scorer nyt job: Kim Bildsøe Lassen flytter fra Danmark

Kim Bildsøe har været fast mand på DR gennem mange år, og i den seneste tid er det som vært på TV Avisen, at seerne er stødt på ham.
Det kommer dog snart til at ændre sig, for den erfarne journalist har scoret et nyt job.

I en pressemeddelelse skriver DR, at Kim Bildsøe Lassen fra den 1. august skal være korrespondent i USA, og at han vil have fast base i Washington D.C.
- Der har vel næppe været en tid i nyere historie, hvor amerikansk politik har spillet så central en rolle i den globale udvikling, som den gør nu. Så at være med til at formidle, hvad der sker i USA, er både en kæmpe journalistisk udfordring og et stort privilegie, udtaler Kim Bildsøe Lassen og tilføjer:
- USA og ikke mindst Donald Trump er jo næsten det eneste, hele verden diskuterer lige nu. Sammen med de øvrige DR-medarbejdere i USA får jeg en stor opgave i at formidle og forklare. Den udfordring er massiv – og jeg glæder mig meget til at komme i gang.
Kim Bildsøe Lassen har tidligere været korrespondent i USA for DR fra 2001 til 2005, og her 20 år senere vender han nu tilbage til den amerikanske hovedstad.
Han afløser Philip Khokhar, der efter eget ønske har valgt at blive afløst som USA-korrespondent.
Kim Bildsøe Lassen er gift med kollegaen Divya Das, der er nyhedsvært på TV 2. De to har også tidligere prøvet at bo langt fra hinanden. For eksempel har hun tidligere været korrespondent med base i Bruxelles.
