
Remee afviser ikke X Factor-comeback: Det skal der til, før han siger ja

For 17 år siden så et helt nyt sang-program dagens lys for første gang herhjemme, og lige siden 2008 har ”X Factor” været et vaskeægte seerhit – først på DR og siden på TV 2.
Lina Rafn, Thomas Blachman og Remee var alle tre dommere i de to første sæsoner, og senere vendte de alle tre tilbage.

Remee har været dommer i otte sæsoner, men han har ikke været med siden 2018. Han udelukker dog ikke et comeback som tv-dommer.

Det fortalte han, da BILLED-BLADET torsdag mødte ham til åbningen af udstillingen ”The Mystery of Banksy – A Genius Mind” i København.
- Under de rigtige omstændigheder kunne jeg godt finde på det, sagde Remee.
Hvilke omstændigheder?
- I hvert fald nogle andre omstændigheder, end dem vi sluttede med.
For en måneds tid siden sagde Lina Rafn med et glimt i øjet, at det ville kræve en løncheck på 15 millioner kroner, hvis hun skulle sige ja til endnu en sæson, og netop det beløb forholdt Remee sig til torsdag eftermiddag.
- Jeg kan godt lave en deal med den. Og komme med en god rabat, sagde han med et grin.
I 2018 sagde Remee til Ekstra Bladet, at han havde takket nej til en sæson mere netop på grund af lønnen. Han ville ikke kræve mere end andre, men han ville heller ikke nøjes med mindre, forklarede han.
TV 2 har ikke offentliggjort, hvem der skal være dommere i den kommende sæson af "X Factor", men Simon Kvamm har meddelt, at han ikke skal være dommer.
