
Thomas Evers Poulsen før bryllup: Jeg er ved at tude allerede, når jeg skriver talen

Han er netop vendt hjem fra Kreta, hvor han har danseundervist.
- De sidste seks uger har jeg været afsted i de fire, men nu bliver jeg i Danmark indtil brylluppet, fortæller Thomas Evers Poulsen til BILLED-BLADET.
7. juni skal han og Sæþór Kristínsson giftes. Brylluppet skal stå på Refshaleøen, og det meste er ved at være klar.

- Men til alle, der tror, de ikke behøver en bryllupsplanlægger, vil jeg sige: Det gør I.
- Jeg har planlagt mange store begivenheder, men det her er anderledes, og det er skønt af have en planlægger, der holder styr på det hele.

Der er inviteret 110 gæster, og der en er skarp tidsplan for dagen.
Ingen taler, tak!
- Vi har udtrykkeligt bedt om, at der ikke skal være taler og indslag, præciserer dansestjernen.
- Hvis nogen har behov for at fortælle, hvor fantastiske, vi er, kan de sig det til os. De behøver ikke sige det til alle gæsterne.

- Vi vil gerne have, at festen starter tidligt, så man ikke skal sidde i timevis ved bordet og høre taler.
Thomas skal dog selv holde en tale til sin mand og indrømmer, det gør ham nervøs.

- Jeg er ved at tude allerede, når jeg skriver på talen og tænker ”hold da op, hvordan skal det mon gå”, afslører han med et grin og siger til slut:
- Men det skal nok gå, og jeg glæder mig mere, end jeg nogensinde har glædet mig til noget før!