
Har været voldsomt: Sofie Lassen-Kahlke savner det ikke

Op gennem 90'erne og ind i 00'erne var Sofie Lassen-Kahlke hele Danmarks darling.
Især rollen som Anja i "Kærlighed ved første hik"-filmene gjorde hende særdeles populær, mens hun også havde en bærende rolle i en lang række film, serier og julekalendere.

De seneste år har der dog været længere mellem de store roller, og hun har samtidig nydt stor succes som forfatter.
Men 45-årige Sofie Lassen-Kahlke savner ikke at have en stor hovedrolle.
Tværtimod foretrækker hun nu ikke at få hovedrollen. Hun vil langt hellere spille en rolle, som den hun skal spille i musicalen "Skønheden og Udyret", hvor hun har fået rollen som Mrs. Potts.

For det har ikke altid været lykken at stå i front.
- Det kan godt være sådan lidt voldsomt at være den, der står i front. Det synes jeg i hvert fald, at det var de sidste par år, siger hun til Ekstra Bladet.
Hun afviser ikke, at hun en dag kan spille en hovedrolle igen, men det kalder ikke på hende på samme måde, som det gjorde tidligere.
'Skønheden og udyret - the musical' får premiere på Det Kongelige Teater 8. juli 2025. Efterfølgende tager den på danmarksturné rundt om i landet.
