21. maj. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Kim Bildsøe Lassen har scoret nyt job: Normalt ville han sige nej, men…

Kim Bildsøe Lassen
Kim Bildsøe Lassen
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Kim Bildsøe Lassen har prøvet meget i sin karriere, og nu skal han være USA-korrespondent igen. Helt særlige omstændigheder gør, at han har sagt ja.

Til august bliver det et nyt, kendt ansigt, der skal dække USA for DR, for Kim Bildsøe Lassen vender tilbage til jobbet som korrespondent.

Det var han senest fra 2016-2020, hvor han var i London, mens han fra 2001-2005 var DR’s mand i USA.

Den 62-årige journalist har med andre ord prøvet det før, men alligevel kunne Kim Bildsøe Lassen ikke sige nej, da muligheden opstod.

- Det var en opgave, der var nærmest umulig at sige nej til, da muligheden kom. Til enhver anden tid og med enhver anden præsident, havde jeg sagt, at jeg havde prøvet det, og at jeg har været ude i mange år. Så det er fordi, det er en helt anden tid nu, forklarer Kim Bildsøe Lassen til BILLED-BLADET.

Der er endnu ikke helt styr på, hvor i Washington D.C. han skal bo, men DR-profilen glæder sig til at vende tilbage til byen, som han senest boede i for 20 år siden.

Spar op til 50% på BILLED-BLADET

- Jeg var lige ankommet, da 11. september skete. Det var en tid, hvor USA, og det der skete i USA, satte dagsordenen totalt. Vi havde lige så travlt, som man har nu. Med den her præsident kommer der meldinger hele tiden og hver dag. Der er meget, man skal forholde sig til i alle mulige retninger. Det bliver lidt anderledes, for vi leverer flere nyheder nu. Der er mange forskellige platforme, som det så smukt hedder. Også flere end dengang. Det har jeg været vant til, og sådan var det også, da jeg var i London, siger Kim Bildsøe Lassen, der glæder sig til de nye udfordringer, der venter på den anden side af sommerferien.

- Jeg glæder mig mest til at være inde i historien hele tiden. Det må jeg sige. Det er så vild en historie. Jeg glæder mig til at være i Washington. Det er en fantastisk by.

Mens Kim Bildsøe Lassen tager over som USA-korrespondent, vender Philip Khokhar til gengæld hjem til Danmark for at blive ny vært på TV Avisen.

Mere om: