
Glædelig overraskelse: Her er hele den svenske kongefamilie samlet

Svenskerne kan se frem til at fejre deres nationaldag den 6. juni med hele den svenske kongefamilie.
Traditionelt set dukker kongefamilien op til både en ceremoni på Skansen og fejring på det kongelige slot i Stockholm, men først nu specificerer det svenske kongehus, hvem der kommer til at deltage i festlighederne.

Og der er "fuld plade", afslører kongehusets kalender.
Her fremgår det nemlig, at kong Carl-Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip, prinsesse Sofia, prinsesse Madeleine og Chris O'Neill kommer til at være med på både Skansen og slottet.

Især de tre sidstnævnte ser man ikke meget til i royale sammenhænge, så det vækker glæde, at de deltager i nationaldagsfejringerne.
Prinsesse Sofia er for tiden på barsel med prinsesse Ines, mens prinsesse Madeleine og Chris O'Neill kun deltager i officielle opgaver i yderst begrænset omfang.
