Nu står det lysende klart for ham: Dem burde Rasmus Bruun have myrdet

Næstsidste afsnit af ”Forræder” løb over skærmen fredag aften, og det blev samtidig et farvel til Rasmus Bruun. I lang tid havde han været i søgelyset blandt flere af de loyale, og nu var der ikke nogen vej uden om en forvisning.

- Jeg var temmelig sikker på, det var min tur. Der var så meget søgelys på mig, at den var svær at komme uden om, siger Rasmus Bruun og fortsætter:

- Jeg var afklaret om, det ville ske, men jeg var ikke afklaret før det runde bord. Jo flere stemmer jeg fik, jo mere lettet blev jeg. Det var meget sjovt. Når først man fandt ud af, spillet var tabt, kunne skuldrene sænke sig.

Undervejs i spillet havde Rasmus Bruun været en presset mand, og selv om han i øjeblikket var lettet over at slippe ud af forræder-rollen, er han på bagkant ærgerlig over, at han ikke lige fik finalen med.

Til gengæld var det en stor glæde for ham at opleve, hvor stor jubel det udløste blandt de andre, da han afslørede sin sande identitet.

- Jeg glædede mig meget til at afsløre det for dem og give dem den glæde. De var meget begejstrede. Man skulle tro, det føltes ubehageligt, at de var glade for, man røg ud, men det var på en måde en gæld, man kunne betale tilbage med glæde, beskriver han.

Blandt andre var Hav meget opsat på at få Rasmus Bruun ud af spillet, og også Nicky og Ali stemte på satirikeren ved det sidste runde bord. At Rasmus Bruun og de andre forrædere ikke fik splittet den gruppe, fortryder han stadig.

- Jeg var irriteret på mig selv over, at vi ikke havde fået brudt bros-gruppen op. De fremstod i lang tid ikke som en trussel, og da de gjorde, var det for sent, siger Rasmus Bruun.

Derudover er han stadig uforstående over, at medforræderen Sarah Grünewald så hurtigt blev opsat på at få ham ud.

- Jeg forstod aldrig, hvorfor vi ikke kunne stå mere samlet i konklavet. Jeg synes på en måde, hun igangsatte end-gamet lidt for tidligt. Nærmest som det første. Jeg kunne virkelig godt havde tænkt mig at spille det mere kontrolleret. Det blev meget et spil, hvor man reagerede, mere end man agerede.

Nogle dage efter de sidste optagelser var i kassen, mødtes Rasmus Bruun, Sarah Grünewald og næsten alle de øvrige spillere sammen med en psykolog, hvor der var mulighed for at vende hele oplevelsen. Allerede forinden havde Rasmus Bruun talt med Thomas Korsgaard, som han også snakkede en del med inde på slottet.

- Han har sendt sine bøger til alle deltagerne. Jeg har fået læst dem. For mit vedkommende fyldte det meget at få snakket med ham, fordi jeg havde fået smidt ham ud, idet han var på sporet af mig. Han var meget påvirket af det, og jeg skulle lige høre, om alt var okay, siger Rasmus Bruun.

For hans eget vedkommende tog det også lige lidt tid at komme tilbage til hverdagen. Satirikeren beskriver det som at leve i et skakspil.

- På en måde var det som om, man havde taget forræderspillet med ud i den virkelige verden. Der var hele tiden en mistanke om: ”Hvorfor får jeg den information nu? Hvor kommer den fra? Hvem vil putte den tanke i mit hoved?” Det varede en lille uges tid, mindes Rasmus Bruun.

Alle oplevelserne inde på slottet er kommet tilbage til ham, nu hvor han har set programmet på tv.

- Kroppen gennemlever det hele en gang til, siger Rasmus Bruun, der har set med sammen med sin familie.

Han sagde ja til at være med i ”Forræder” for blandt andet endelig at lave noget, hans børn også interesserede sig for.

- Det er på sin vis mine børn, der har lagt min spilstrategi. De opfordrede mig til ikke at snakke for meget, men heller ikke for lidt. Det var også lidt min egen analyse, at jo mere du fører dig frem, des hurtigere kommer du i søgelyset. Men man skal heller ikke holde sig så meget ude som André, for det er også mistænkeligt, siger Rasmus Bruun og tilføjer:

- De syntes også til tider, jeg var lidt pinlig. Det værste, jeg gjorde, var, da jeg krammede Hav om morgenen og sagde: ”Uh, du er et rigtigt muskelbundt”. Det kunne de næsten ikke holde ud af høre. Og så var der det med dadlen. ”Der er ikke noget så godt som en dadel”, sagde jeg. Det var meget ironisk sagt, men det kan man bare ikke høre, siger Rasmus Bruun, der i virkeligheden ikke kan fordrage tørret frugt.