
Hvad med prinsesse Isabella og tvillingerne? Kan virke som nedslående melding, men...

Er man en af dem, der gerne vil have et glimt af de kongelige eller sågar løbe sammen med en fra kongefamilien, når Royal Run løber af stablen 2. pinsedag d. 9. juni, så har man mulighed for at se dem uanset hvilken af de fem værtsbyer, man tager til.
I Ribe, Horsens og København løber kong Frederik, mens dronning Mary løber i Korsør og kronprins Christian tager til Viborg og løber sammen med de mange motionsglade danskere.
Men hvad hvis man også gerne vil have et glimt af kongefamiliens yngste medlemmer, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine? Ja så kan det virke som om, at der ikke er gode nyheder at hente i den kongelige kalender.
For her fremgår kun kongeparret og kronprins Christian som deltagere ved Royal Run.

Heldigvis er det ikke nødvendigvis ens betydende med, at de tre yngste af kongeparrets fire børn ikke skal være med til den kongelige løbefest. Der er ikke tradition for, at de har været skrevet ind i den kongelige kalender som deltagere ved nogen af de seneste års løb.
Og selvom de ikke har været nævnt i den officielle kalender, så har prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine stillet til start ved enten et eller flere af de mange løb i København.
Husker du, da prins Vincent mødte tv-stjerne til Royal Run? Se eller gense videoen herunder:
Familiemilen er populær hos de tre søskende, der sidste år løb den alene, men tidligere har løbet den sammen med storebror, kronprins Christian.
Men også på fem og 10 kilometer-ruten har de været med. Særligt prins Vincent har trukket overskrifter og været det helt store samtaleemne under TV 2s tv-dækning, da han har imponeret med sine løbetider og den interne konkurrence med både far og storebror.

Hvis dagsformen er til det, så kunne man godt tænke sig, at den kongelige trio stiller til start i København. Spænding bliver formentlig først udløst mandag d. 9. juni, når Royal Run finder sted.
BILLED-BLADET dækker Royal Run hele dagen d. 9. juni, hvor du kan læse alle de detaljer, du ikke vil gå glip af. Husk at følge med på billedbladet.dk både før, under og efter løbefesten.
