
Er du vild med Dicte? Så er der godt nyt til dig

I 2013 havde TV 2 premiere på tv-krimiserien "Dicte" baseret på Elsebeth Egholms bøger om den aarhusianske journalist Dicte Svendsen.
Iben Hjejle spillede titelrollen som Dicte, mens det var Lars Brygmann der spillede hendes modstykke, drabsefterforskeren John Wagner, hvis sager Dicte ofte bliver hvirvlet ind i.
Tv-serien fik tre sæsoner, der kørte fra 2013 til 2016, og havde udover Hjejle og Brygmann også skuespillere som Lars Ranthe, Lærke Winther, Ditte Ylva Olsen og Dar Salim på rollelisten.

Er du fan af serien, eller har du aldrig fået den set, så er det godt nyt! For lige om lidt genudsender TV 2 Charlie første sæson.
Det fremgår af TV 2s sendeplan. Søndag d. 8. juni sendes de to første afsnit af første sæson, og herefter kan seerne hver søndag hygge sig med yderligere to afsnit.
Hvorvidt TV 2 kun sender første sæson, eller om de fortsætter med sæson to og tre fremgår endnu ikke af TV 2s sendeplan.
