
Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson: Det havde brudeparret frabedt sig

Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson har lørdag sagt ja til hinanden ved en rørende vielse ved middagstid.
Derefter ventede en ordentlig fest på Refshaleøen i København for deres godt 50 gæster.

Brudeparret har fra start været klar over, at det skulle være en mere uformel en af slagsen.
- Det var vigtigt for os, at det skulle være fest og ikke til højbords i seks timer. Så i indbydelsen stod der ”Cocktailparty på Smukfest” i det tema. Vi skal bare have en fest, fortalte Thomas Evers Poulsen, da BILLED-BLADET mødte brudeparret til bryllupsfesten.
- Vi har holdt talerne, så vi kan slappe af og bare nyde det og være sammen med alle gæsterne, tilføjede han.
- Det bliver en helt uformel, men festlig eftermiddag, aften og nat, uddybede Sæþór Kristínsson.
Selv om det er lidt af en tradition ved et bryllup, er der én ting, som brudeparret har bedt gæsterne om at droppe.
- Det er uden indslag, fordi det har vi frabedt os, understregede Thomas Evers Poulsen.
- Det står vi selv for. Det, der kommer, fortalte Sæþór Kristínsson lidt hemmelighedsfuldt.
Festen blev sat i gang af noget af en gimmick, som nok var et af brudeparrets indslag.
For pludselig lød Sæþór Kristínssons datter Glorias stemme over højtalerne, der annoncerede brudeparrets ankommen.
Da dukkede Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson op på en balkon niveauet over deres bryllupsgæster og skød guldkonfetti ud over dem.
Sådan blev bryllupsfesten skudt i gang.
