
Efter Zirkus Nemo-konkurs: Nu er Søren Østergaard tilbage i sine ikoniske roller

Det blev til 25 år med Smadremanden og Bager Jørgen, inden Zirkus Nemo i februar 2025 måtte erklære sig konkurs.

Dengang lød forklaringen, at konkursen i høj grad skyldtes eftervirkninger fra Coronanedlukningerne, der til sidst tvang Zirkus Nemo helt i knæ økonomisk.
Har du siden savnet muligheden for at opleve Søren Østergaard i sine ikoniske roller, så er der heldigvis godt nyt.
Det fremgår nemlig af en pressemeddelelse fra Aarhus Festuges Internationale Natcabaret, at Søren Østergaards folkekære karakterer kan opleves som en del af deres Internationale Natcabaret i sensommeren.
- I 1997 kunne man for første gang opleve International Natcabaret under Aarhus Festuge med magi og artisteri fra hele verden. Siden starten har et navn stået højt på ønskelisten over artister på scenen: Søren Østergaard. Et særligt ønske, der har ladet vente på sig. Indtil nu, lyder det i pressemeddelelsen.
Herefter afsløres det nemlig, at Søren Østergaard i anledning af Festugens 60-års jubilæum vil medvirke i årets natcabaret.
- Jeg glæder mig bare helt vildt til at arbejde sammen med alle de her fantastiske verdensartister, udtaler Søren Østergaard sig i pressemeddelelsen.


Scenen i Hermans Tivoli Friheden kommer til at danne rammen om showet, hvor den finske magiker Marko Karvo, den kinesiske akrobatik-duo YingLing og de canadiske springartister Maxim Laurin og Guillaume Larouche er at finde på programmet sammen med Søren Østergaard.