
Skuespiller Xenia Lach-Nielsen stiller skarpt på branchen: Vi svigter vores børn

Det er efterhånden en del år siden, at 53-årige skuespillerinde Xenia Lach-Nielsen var mor til et lille barn. Alligevel erindrer hun i dag stadig følelsen af at svigte.

Det fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.
- Det er i forvejen et afsindigt fag at blive mor i, fordi alle arbejdstider er skæve. Der er forestillinger om aftenen og i weekenden, du kan aldrig komme med til fødselsdag eller tage en tur på stranden. Det betyder virkelig noget for familielivet, og jeg tror, at vi er mange forældre i den her branche, der føler, at vi svigter vores børn, fortæller hun ærligt i interviewet med Hendes Verden.
Xenia Lach-Nielsen fortæller desuden i interviewet, at hun ikke tror, at hun nogensinde kommer til at tilgive sig selv for det svigt.
Skuespillerinden har datteren Rosa, der i dag er voksen, sammen med skuespiller Peter Ganztler, og Rosa er derfor vokset op med både en mor og en far i skuespillerbranchen.
Peter Gantzler, 66, er kendt for roller på både det store lærred, de skrå brædder og primetime-tv. Han har medvirket i flere seersucceser, bl.a. ”Sommerdahl” på TV 2, hvor han spillede efterforskeren Svend.

Xenia Lach-Nielsen har ligesom sin mand haft en imponerende karriere, og i år medvirker hun i Tivolirevyen, der spiller fra den 5. juni til den 13. juli i Glassalen.
Skuespillerparret mødte hinanden på en filmproduktion, hvor de spillede kærester. En rolle der hurtigt udviklede sig til en romantisk relation uden for filmoptagelserne.
