18. jun. 2025
Af Christinna Braun, Karina Didriksen

Hammerslags Kristine Virén: Har købt landejendom med datter og svigersøn

Kristine Virén med "Hammerslag"-makkeren Lars Lyng.
Kristine Virén med "Hammerslag"-makkeren Lars Lyng.
Foto: DR
Kristine Virén og hendes mand, Morten, flytter sammen med deres yngste datter og svigersøn.

I flere år har Kristine Virén i selskab med Lars Lyng gættet huspriser i seersuccesen ”Hammerslag”, og de har set et hav af huse og lejligheder gennem tiderne.

Privat er der også noget af et boligeventyr på vej for Kristine Virén og hendes familie.

Modtag mail med dagens mest læste nyheder fra BILLED-BLADET

I marts satte Kristine og manden, Morten, efter 25 år deres hus i Brønshøj til salg, og et par måneder efter afslørede de deres store planer.

De flytter nemlig sammen med deres yngste datter og svigersøn i deres drømmebolig.

Arkitekten og boligeksperten Kristine Virén afslører i et opslag på Instagram, at ægteparret har købt en kæmpe landejendom med 5,5 hektar.

Hun skriver, at de har solgt deres hus og glæder sig til at flytte ind i deres nye hjem til august.

Boligen ligger i et naturskønt område ved Store Dyrehave i Nordsjælland og har fem søer, en juletræsplantage og et engområde tilknyttet ejendommen.

”Hammerslag”-eksperten fortæller i opslaget, at ejendommen består af to boliger, så der er fin plads til datteren og svigersønnen.

Kristine Viren og hendes ægtemand har drømt om at skabe et stort fællesskab, hvor de bor flere sammen, og hvor der er plads til deres heste.

Sammen med Morten har Kristine endnu en datter, svigersøn – og størst af alt: deres lille barnebarn – som kommer de kommer til at bo et stenkast fra.

I DR-programmet ”Hammerslag”, som sendes onsdag klokken 20 på DR1, gætter Kristine Virén huspriser sammen med de andre tre eksperter: Lars Lyng, Christian Torp Carlsen og Mira Lie Nielsen.

Mere om: