21. jun. 2025
Af Majken Munk

Anders Agger er klar med nyt Indefra-program: Det dykker han ned i

Anders Agger
Anders Agger
Foto: Søren Jul Lamberth
Endnu en gang er Anders Agger klar med en ny ”Indefra med Anders Agger”, og nu afslører DR, hvad programmet handler om i denne omgang.

Tidligere på året kunne tv-seere følge med, da Anders Agger i en periode havde fået lov til at komme ind på Sikringen i Slagelse.

Modtag mail med dagens mest læste nyheder fra BILLED-BLADET

Sikringen er en landsdækkende afdeling for de mest behandlings- og plejekrævende psykisk syge i Danmark, og den og dets patienter blev altså omdrejningspunktet for Anders Aggers program ”Indefra med Anders Agger – Sikringen”.

Egentlig har tv-værten meldt ud, at han i 2025 holder et års orlov fra DR for at skrive en bog, men han har inden da altså også nået at optage et andet ”Indefra”-program.

Det afslører DR’s nye programkatalog for det kommende halvår.

For en ny omgang ”Indefra med Anders Agger” ruller over skærmen i slutningen af august.

Det nye program har titlen ”Indefra med Anders Agger – Børnehuset”.

I en periode på tre måneder har Anders Agger besøgt et såkaldt børnehus i Odense. Det er der, børn kommer hen, når voksne forgriber sig på dem.

Efter sagerne i Tønder og Brønderslev blev der i alle regioner bygget børnehuse til børn, der er involveret i lignende sager.

Det er hverdagen på Børnehuset i Odense, som Anders Agger kigger nærmere på i sit nye ”Indefra”-program.

”Indefra med Anders Agger – Børnehuset” får premiere den 26. august.

Mere om: