24. jun. 2025
Af Lærke Valentin

Voldsom episode: Sådan reagerede Emma på Victor Emils spørgsmål til Frederik

Victor Emil, Frederik og Emma fra "Bachelorette."
Victor Emil, Frederik og Emma fra "Bachelorette."
Foto: Lotta Lemche / TV 2
Victor Emils spørgsmål til Frederik blev modtaget på en helt anden måde, end han havde forventet. Nu reagerer Emma på episoden.

Der var lagt op til de helt spydige spørgsmål og røde kinder under dagens afsnit af "Bachelorette".

Alle bejlerne var, sammen med de to kvinder, samlet rundt om det store bord til den såkaldte sandhedsmiddag.

Især Victor Emil fik varmen i Mexico, da der blev sendt flere spørgsmål i hans retning. Han fik dog svaret velovervejet på de fleste af dem og gik nok derfra med en fin følelse i maven – indtil han så fik ondt i maven igen.

Modtag mail med dagens mest læste nyheder fra BILLED-BLADET

Både Emma og Mai fik også svaret på et par følsomme spørgsmål, men det blev først rigtig følsomt, da Frederik fik stillet et spørgsmål af en anonym.

– Med dine næsten ikke-eksisterende interesser for kvinderne, er du så mest af alt bare kommet for at kickstarte din modelkarriere eller blive influencer?

Sådan lød spørgsmålet, hvor det hurtigt var tydeligt at se, at det gik direkte i hjertet på Frederik. Han udbrød da også hurtigt, at han var lodret uenig, og han fik forklaret kvinderne, at han altså var utrolig interesseret.

Os tv-seere får hurtigt afsløret, at det er Emmas bejler, Victor Emil, som har stillet spørgsmålet til Frederik – det tør han dog ikke sige højt midt under sandhedsmiddagen, da Frederik søger svar på, hvem der stillede spørgsmålet.

Først var det dog også meget klogt, for spørgsmålet faldt bestemt ikke i god jord til at starte med hos Emma, da hun hørte, at det netop var en af hendes favoritter, som havde stillet spørgsmålet.

– Jeg blev først ret skuffet over, at han kunne finde på at stille så direkte og hårdt et spørgsmål, fortæller Emma til BILLED-BLADET.

Hurtigt fandt hun dog også ud af, hvordan spørgsmålet var opstået, og at mændene nemlig havde joket om netop samme emne tidligere på dagen.

Det ændrede på hele situationen – ellers kunne hele episoden have gået galt for den lyshårede charmør.

– Det var altså, inden jeg fandt ud af, at det var for sjov. De havde jo skrevet spørgsmålene sammen og joket med det, så i den kontekst kunne jeg godt forstå det – men ikke lige til middagen, hvor der var helt stille, og alle var meget nervøse, siger hun.

Emma har haft for vane at invitere Victor Emil med videre på date, men denne gang fik han altså ikke muligheden.

I stedet blev Albert den heldige mand, som fik mulighed for en romantisk aften med Emma.

Mai var selv følelsesladet til middagen, hvor der kom små tårer i øjenkrogen. Hun kunne mærke, at Frederik nok også lige havde behov for et break fra villaen, og hun inviterede derfor ham med til at dyppe tæerne i poolen hjemme ved sin villa.

Mere om: